UDGRAVNINGEN & MUSEET
Nemeas museum og historien om dets udgravning
Hvordan Nemea er blevet udgravet siden 1920'erne, de berkeley-arkæologer, der fandt stadionet, og hvorfor stedets museum holder sine fund tæt på hjemmet.
Se Nemea-ture på GetYourGuide ↗Først afdækket i 1920'erne
Nemeas ruiner var kendt lokalt længe før den formelle udgravning begyndte, da toppen af templets tre stående søjler aldrig var helt begravet. Systematisk gravning startede i midten af 1920'erne under den græske arkæolog Vasileios Leonardos, der arbejdede for Det Arkæologiske Selskab i Athen, og som blotlagde store dele af templets platform og begyndte den lange proces med at identificere, hvilke faldne sten der hørte hvor. Yderligere græskledede sæsoner fulgte i de efterfølgende årtier, men helligdommens stadion — en halv kilometer væk og mindre visuelt iøjnefaldende end templets søjler — forblev stort set uudgravet og uerkendt i yderligere halvtreds år, begravet under landbrugsjord og let at gå lige forbi.
Udgravningen i Berkeley begynder
I 1973 indledte et hold fra University of California, Berkeley en stor og vedvarende udgravning af helligdommen under ledelse af den klassiske arkæolog Stephen G. Miller — et projekt, der løb over årtier og ændrede, hvad man ved om Nemea. Det var denne udgravning, der lokaliserede og blotlagde stadionet i midten til slutningen af 1970'erne, delvist guidet af antikke litterære beskrivelser og geofysiske undersøgelser for at finde en struktur, der næsten ikke havde efterladt sig spor i overfladen. Projektets omfang, båret videre gennem en generation af arkæologer og studerende, er en del af forklaringen på, hvorfor Nemea har en af de mest grundigt dokumenterede udgravningshistorier blandt græske panhellenske helligdomme.
Fundet af tunnelen, graffitien og hysplex
De Berkeley-ledede udgravninger står bag det meste af det, der gør et besøg på stadionet værdifuldt i dag: den hvælvede atletunnel, den antikke graffiti på dens vægge, startlinjens riller og stolpehullerne, der gjorde det muligt for arkæologerne at rekonstruere hysplex-startmekanismen. Intet af dette var synligt eller kendt før udgravningen — det måtte graves frem, registreres og fortolkes sten for sten, ofte ved at krydsreferere med fund fra andre græske stadioner som Isthmia for at forstå de fragmentariske spor. Det er en god påmindelse, når man i dag vandrer rundt på stedet, om at alt synligt er fremdraget gennem årtiers tålmodigt feltarbejde og ikke blot altid har ligget der til skue.
Hvorfor der ligger et museum på stedet
I stedet for at sende alt, hvad man fandt i Nemea, til et museum i Athen — som det var almindelig praksis ved tidligere udgravninger i Grækenland — arbejdede udgravningsholdet for at beholde stedets fund tæt på, hvor de blev fundet. Det førte til et specialbygget museum ved helligdommen. Her udstilles keramik, atletisk udstyr, indskrifter og andet materiale, der er fundet under udgravningerne, med en formidling der knytter genstandene direkte til templet og stadionet en kort gåtur derfra. Denne lokale placering er stadig forholdsvis usædvanlig for et sted af Nemeas betydning, og et besøg får virkelig dybde, hvis man afsætter tid til museet og ikke kun til ruinerne udendørs.
Udgravningen som et løbende projekt
Arbejdet i Nemea er ikke stoppet — anastylosen af Zeus-templet, som beskrives andetsteds i denne guide, fortsætter i etaper, og studiet af materiale fundet for årtier siden publiceres stadig, efterhånden som forskningen indhenter mængden af fund. Ansvaret for stedet ligger nu hos den græske eforat for oldtidsminder i Korinthia, som arbejder sammen med de akademiske hold, der opbyggede udgravningens lange dokumentation. For besøgende betyder det, at stedet reelt kan se anderledes ud fra et år til det næste — endnu en søjle genrejst, endnu et område åbnet — hvilket er en del af forklaringen på, hvorfor et enkelt besøg sjældent fortæller hele den aktuelle historie om stedet.
At læse stedet med udgravningen i baghovedet
Kendskab til udgravningshistorien ændrer måden, ruinerne læses på. De tre templetsøjler, der stadig står, er en direkte forbindelse til det, 1700-talsrejsende allerede så, før nogen egentlig udgravning begyndte; stadionet, tunnelen og museet er fuldt ud et produkt af 1900-tallets feltarbejde, som let kunne være udeblevet, da stedet lå uudgravet og nemt at overse i årtier efter, at templet først var blevet ryddet. Nemea belønner besøgende, der betragter det som et aktivt forskningssted med en dokumenteret opdagelseshistorie og ikke blot en fastfrosset ruin — historien om, hvordan det blev fundet, er efter alt at dømme lige så interessant som ruinerne selv.